HVAD ER EN MEMBRAN

Et lille stykke teflon – lignende papir.

Der findes to typer membraner, enten en der forsvinder af sig selv, eller en der skal fjernes igen.

FORMÅL

At få gendannet tandens fæste i knogle, som er tabt pga. paradentose (kraftig tandkødsbetændelse). Membranen skal forhindre overfladecellerne fra slimhinden i, at vokse ned langs rodoverfladen. Organismen får hermed en chance for at gendanne ny knogle, som tanden kan sidde fast i.

HVOR KAN METODEN BRUGES

Der hvor der er dannet knoglekratere rundt omkring én tand pga. f.eks. paradentose. Det er dog umuligt at sige, hvor mange mm. nyt fæste man kan opnå, men jo mindre defekt – des bedre resultat.

HVORDAN FOREGÅR DET

Operationen foregår under lokalbedøvelse, dvs. ved hjælp af indsprøjtninger. Man åbner til defekten med et lille snit ned i tandkødslommen, hvorefter alt betændt væv fjernes og tandroden renses fri for tandsten. Membranen fæstes, med en tråd om tanden, slimhinden (tandkødet) syes derefter på plads igen, i samme niveau som før operationen. Membranen skal virke i 4-16 uger, alt efter defektens omfang og hvilken membran der er brugt.

RENHOLD

De første 1-2 uger skylles munden 2 gange dagligt med bakteriedræbende væske (klorhexidin 0,2 %), som købes på apoteket. De andre tænder børstes normalt. Endvidere får man de første 10 dage penicillin (primcillin 800 mg. Dvs. 1 tablet 3 gange dagligt)

De resterende uger skylles 2 gange dagligt med klorhexidin 0,2% i en lille skyllesprøjte, som udleveres på klinikken. Endvidere udleveres en lille meget blød tandbørste til, at børste det opererede område med. Instruktion af tandlægen følger.

De andre tænder børstes normalt.

BLØDNING

I nogle tilfælde kan der efter operationen forekomme en lille efterblødning. I så fald skylles munden med

koldt vand og derefter holdes en trykforbinding, lavet

af fugtigt gaze eller lignende, stramt mod operationsstedet i 5 -10 min.

SMERTER

For at undgå smerter på operationesdagen tages der smertestillende tabletter f.eks. pamol, panodil eller evt. ibumetin 600 mg. Efter behov. Oftest er der ikke mange smerter forbundet med operationen.

HÆVELSE

Der vil ofte forekomme hævelse i det opererede område i større eller mindre omfang. På selve operationsdagen og dagen efter er det godt at ligge noget koldt på området f.eks. en pose frosne ærter. Dette gøres 3 gange 20 min om dagen. Læget viskestykke eller lignende mellem kinden og det frosne, så der ikke er direkte kontakt. Dette vil mindske hævelsen. Hævelsen fortager sig oftest i løbet af nogle dage.

KONTROLLER

Man skal til kontrol på klinikken en del gange. I starten én gang om ugen. Kontrollerne varer typisk 10 min. pr. gang. Stingene fjernes efter 2-5 uger vurderet af tandlægen.

FJERNELSE AF MEMBRANEN

Membranen fjernes under lokalbedøvelse, hvor man ligger et lille snit i tandkødet og derefter fjerner membranen. Derefter syes tandkødet sammen igen. Efter en uge fjernes stingene igen.

Hvis det er en membran, der forsvinder af sig selv, skal den selvfølgelig ikke fjernes.

SLUT-KONTROL

Man møder til kontrol efter 3 og 6 måneder, hvor der tages et røntgenbillede samt måling af tandkødslommer.

Print Friendly and PDF